200 milliarder til Forsvaret – Nordjyske virksomheder lugter guld
400 nordjyske virksomheder mødtes i dag med repræsentanter for Forsvaret på Aalborg Kaserner i håbet om at byde ind på kontrakter og dermed få del af de omkring 200 milliarder, der skal investeres i det danske forsvar.
Forsvaret skal løftes. Og her kan nordjyske virksomheder spille en rolle.
- Deres bygninger skriger jo på Gori.
Sådan lyder det fra Morten Jensen, som er malermester hos malerfirmaet Vejby Olesen med hovedsæde i Aalborg, mens han henviser til nogle af Forsvarets mange og gamle bygninger.
- Der er facader, som trænger og masser af indvendigt, som skal males. Så jeg tænker, at der er lidt at hente, hvis vi ellers kan komme i hus med dem, siger han.
For i dag kunne han og andre fra nordjyske virksomheder få svaret på, hvordan man bliver leverandør til Forsvaret til inspirationsdag på Aalborg Kaserne.
Her stod repræsentanter fra Forsvaret klar til at besvare spørgsmål og fortælle virksomhederne, hvordan de kan få en bid af kagen.
Et flertal på Christiansborg besluttede sidste sommer, at Forsvaret skal opgraderes. Derfor er der over de næste ti år er der afsat knap 200 milliarder kroner. Penge som også kan komme nordjyske virksomheder til gode.
Netop derfor mødte Morten Jensen op. Måske bliver det ham og malerfirmaet, som kan få fingrene i nogle af de knap 200 milliarder.
Rift om pladserne
Dagens program bød på flere forskellige oplæg om at være leverandør til Forsvaret. Forsvarets indkøb af varer og ydelser går gennem udbud, og mødedeltagerne kunne blive klogere på, hvordan man bærer sig ad, når man gerne vil samarbejde med Forsvaret.
- Vi skal jo holde øje med Forsvarets udbud, som bliver lagt ud på forskellige portaler. Dem skal vi have budt på, når der er nogle lidt større projekter.
HØR HER NOGLE AF DE TING, SOM DE NORDJYSKE VIRKSOMHEDER KAN BIDRAGE MED:
Det er Erhvervshus Nordjylland, som har fået ideen om at sætte nordjyske virksomheder og Forsvaret stævne.
Håbet var at få 150 virksomheder til at bakke op. Det viste sig at have endnu større interesse, så da flere 300 havde meldt sig til, måtte der lukkes for tilmeldinger på grund af pladsmangel.
Men malermesteren fra Aalborg nåede det.
Midt på dagen var han da også glad for, at han kom med.
Eftermiddagens oplæg tæller blandt andet en nuværende leverandør til Forsvaret, som skal forsøge at kaste lys over fordele og ulemper ved at være leverandør til Forsvaret.
- Så skulle jeg gerne have fået så meget ud af det, at vi kan gå hjem og begynde at lægge planer for, hvordan vi kommer til at arbejde for Forsvaret.