20-årig truet til at begå røveri
Foto: Arkivfoto.
Tre mænd blev i dag fremstillet for grundlovsforhør. To af dem er sigtet for at have truet den tredje til at begå røveri mod Kiwi i Gug.
Tre mænd blev i dag varetægtsfængslet for røveriet mod Kiwi i Gug mandag aften. Den ene, en 20-årig, truede med en brødkniv sig til et mindre kontant beløb. De blev alle tre anholdt fem minutter efter.
Tirsdag blev de fremstillet i Grundlovsforhør. Af sigtelsen fremgår det, at de to mænd, to 18-årige, med en pistol truede den tredje, den 20-årige, til at begå røveriet. De er derfor alle tre sigtet for røveriet, mens de to 18-årige også er sigtet for afpresning og for med ulovlig tvang at have truet den 20-årige til at begå røveriet. Det fortæller anklager Peter Rask, Nordjyllands Politi.
- Vi ved, at der også var en fjerde mand, der har været med til at true den 20-årige, siger Peter Rask. Han er dog endnu ikke anholdt.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og Peter Rask kan derfor ikke oplyse mere om sagen.