19-årig arbejder i XL-Byg i Hals, men hamrede seks mål i kassen i Champions League torsdag
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Til daglig har han mest ageret træningsmakker - når han ikke lige arbejder i den lokale XL-Byg og som lærervikar.
- Jeg kommer fra Hals, griner Marinus Munk kækt til TV2 Nord.
For et døgn siden var den unge håndboldspiller mere eller mindre ukendt, bortset fra blandt holdkammeraterne i Aalborg.
Men efter han bragede seks mål ind på seks skud i torsdagens ottendelsfinale i Champions League mod GOG, har håndboldverden pludselig fået øjne op for det unge Aalborg-talent.
Må bytte vagter i XL-Byg
Det var langt fra en almindelig hverdag for unge Marinus Munk. Normalvis plejer den unge Aalborg-spiller nemlig at passe sine skole og sine to jobs som henholdsvis lærevikar på Vester Hassing Skole og som medarbejder i XL-Byg i Hals.
- Han har stort set leveret alt, hvad jeg har brugt i til min træterrasse i sommer, fordi han også arbejder i XL-Byg i Hals, fortalte Henrik Møllgaard til Viaplay efter kampen.
Aalborg Håndbold spiller igen lørdag hjemme, og her skal den unge Marinus Munk have byttet nogle vagter for at han kan komme i aktion igen.
- Jeg tror jeg har en vagt fra 9-13 lørdag, hvor vi skal spille mod TTH og mødes klokken 14, lød det fra Marinus Munk.
Ramt af mange skader
Aalborg Håndbold-mandskabet var til torsdagens opgør mod ligarivalerne ramt af en lang skadesliste, hvor Mikkel Hansen, Felix Claar, Aron Palmarsson, Jesper Nielsen, Lukas Sandell og Martin Larsen alle stod på.
Derfor fandt 19-årige Marinus Munk blandt flere unge spillere vej til Aalborg-holdet.
- Det var bare fedt at være med, og at det lige lykkedes, det var bare dejligt, konstaterer han.
- Vi havde snakket om, at vi skulle rykke tættere sammen i bussen, nu hvor der var så mange ude med skader. Så at Stefan (Madsen, Aalborg-træner, red.) og de andre tror på mig, det er bare pisse dejligt.
Se hele TV2 Nords interviewet med Marinus Munk herunder:
Greb chancen
Den 19-årige ungdomsspiller, der til daglig arbejder i den lokale XL-Byg og som lærervikar på Vester Hassing Skole, bragede igennem.
- De havde allesammen proppet mig med selvtillid i løbet af dagen, og de sagde, at hvis jeg brændte var det lige meget. Så jeg skulle bare gå ind og gribe chancen, hvilket jeg også synes, jeg gjorde, anerkender han.
Men selvom der var fest og glade dage i Gigantium torsdag aften, så er det en kort fornøjelse for spillerne. For returopgøret på Fyn spilles nemlig allerede torsdag den 30. marts.
- Nu nyder vi sejren, og så skal vi arbejde videre mod returopgøret, men det bliver godt, konstaterer Marinus Munk.