16 år og iværksætter: Opsparingen gik til en gravko
Alder er ingen hindring for Asger Martens fra Frejlev. Han er bare 16 år, men har valgt at kaste sig ud som entreprenør og tilbyder haveservice og gravearbejde
Alder er ingen hindring for 16-årige Asger Martens fra Frejlev. Han tilbyder haveservice og gravearbejde, og der er nok at lave for den unge iværksætter.
Som 12-årig lånte Asger Martens sine forældres græsslåmaskine og solgte klippekort til græsslåninger til naboerne på vejen. Da han blev konfirmeret, brugte han konfirmationspengene på en havetraktor, og nu er han 16 år og har købt sin første gravemaskine og er sprunget ud som entreprenør.
- Jeg elsker bare at arbejde, og jeg elsker, at jeg kan arbejde og tjene penge, så jeg kan få en masse grej. Det er fedt hver morgen at stå op og se sit grej og tænke, at man har knoklet for at få det. Så bliver man lidt stolt, siger Asger Martens.
Han er endnu for ung til selv at have virksomhed, så han har en andel i sin fars firma. Samtidig er han også for ung til at have kørekort, så der kan være udfordringer ved at være bare 16 år.
- Jeg har nogle gange svært ved at komme rundt. Men der hjælper min far mig meget, hvis jeg skal køres til Nøvling eller Svenstrup. Efter jeg har fået traktorkørekort, så kan jeg også køre i traktor mange steder hen, siger han.
Står for alting selv
Forældrene hjælper gerne til med at køre Asger, men hans far, Lars Martens, understreger, at det er Asger Martens, der står for alt andet selv.
- Det er klart, at der er lidt transport i det, for han er kun 16 år, så der hjælper og støtter vi ham. Men ellers driver han sin forretning selv, og han passer sine kunder og sine aftaler. Alle de ting, han skal have styr på, dem passer han 100 procent selv, siger Lars Martens, der er selvstændig el-installatør og stolt af sin søns iværksætterånd:
- Jeg synes, det er super. Man kan ikke andet end at være stolt af knægten. Det, at han har bygget forretningen op alene på anbefalinger fra kunder fra han var 12 år, det er jo super, siger Lars Martens.
Glad for maskiner
Asger Martens har altid været glad for maskiner, og han troede i lang tid, at han skulle være landmand, men da han blev ældre, var det alligevel gravemaskinerne, der trak i ham. Nu er drømmen at arbejde som entreprenør.
Jeg synes, det er meget sjovere at komme herud og tjene nogle penge og få lidt mere udstyr i stedet for at sidde og spille computer.
Asger Martens
- Jeg kan godt lide maskiner og makke med det og se, at der sker noget. Det er jo vildt, at sådan nogle kan vælte træer. Jeg synes, det er meget sjovere at komme herud og tjene nogle penge og få lidt mere udstyr i stedet for at sidde og spille computer eller noget, siger han.
Hans kunder kommer fra lokalområdet, og der bliver flere og flere af dem. Asger Martens har ikke reklameret for sin haveservice, men kunderne fortæller det videre til andre, og på den måde får flere og flere øjnene op for den unge entreprenør.
- Jeg synes, det er sjovt, når kunderne ringer. Der kan jo ringe fem på en dag, og så skal man skrive det i kalenderen. Jeg kan også godt lide at skrive regninger og være ude at arbejde. Jeg kan godt lide det hele ved det, siger Asger Martens.
Efter sommerferien begynder han på uddannelsen som anlægsstruktør, men planen er at fortsætte firmaet ved siden af, inden han kan satse på det fuld tid efter studiet.