10 smittede med Omikron efter Martin Jensen-koncert
Foto: Rafael Zajac / TV 2
Antallet af Omikron-smittede i forbindelse med DJ-koncerten lørdag aften 27. november er steget til 10.
Antallet af Omikron-smittede ved Martin Jensen-koncerten 27. november er steget til 10.
Styrelsen for patientsikkerhed bekræfter over TV2 Nord, der er fundet 10 tilfælde af Omikron-smitte blandt deltagerne ved koncerten med DJ Martin Jensen i Aalborg Kongres- og Kultur Center lørdag 27. november.
Allerede tirsdag 30. november opstod der mistanke om, der kunne være tale om en smittet person ved koncerten, og samme aften bekræftede Styrelsen for Patientsikkerhed, at det var tilfældet.
Kort efter blev alle 1500 deltagere ved koncerten opfordret til at tage en hurtigtest allerede onsdag 1. december og igen fredag 3. december, og at man skulle være særlig opmærksom på symptomer, der ville medføre, man skulle isolere sig og blive PCR-testet.
Ud over de deltagerne ved Martin Jensen-koncerten, var der på samme sted en mindre arrangement med 400 deltagere, der også er blevet opfordret til at lade sig teste.
Direktør: Vi har fulgt alle anvisninger
Direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center Nicolaj Holm kaldte på tv2nord.dk situationen for rigtig øv, da alle publikummer blev bedt om at vise gyldigt coronapas, inden de blev lukket ind i koncertsalen.
- Vi har fulgt alle retningslinjer, og det er også blevet påskønnet af Styrelsen for Patientsikkerhed, sagde Nicolaj Holm.
Onsdag gav Region Nordjylland folk, der kunne fremvise en billet til koncerten mulighed for at blive pcr-testet hurtigt uden tidsbestilling.
Omikron kan påvirke pandemi
Professor Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet fortalte onsdag til TV2 Nord, at alle røde flag er hejst, fordi Omikron-varianten kan påvirke pandemien i hele verden.
- Derfor tør vi ikke lade det køre lige som med Delta-varianten. Vi prøver simpelthen at holde denne variant nede så længe som muligt, siger Mads Albertsen.
Han fortalte, at hvis der findes et tilfælde med Omikron, så gælder der kontaktopsporing ud i tredje led og isolering af de nære kontakter.
SSI-direktør: Det går den gale vej
Der er nu fundet 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark, og ifølge SSI-direktør Henrik Ullum går udviklingen lige nu den gale vej.
- Vi ser en bekymrende stigning i antal Omikron-smittede i Danmark, siger han til TV2.
Han understreger, at der på nuværende tidspunkt er "igangværende smittekæder", hvor smitten ses blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende.
Der arbejdes ifølge direktøren på højtryk for at bremse udviklingen med hurtig laboratoriepåvisning af virusvarianten, skriver TV2.
Det sker, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan starte smitteopsporingen hurtigst muligt.