Rekord sat: Aldrig har så mange festet i gaderne
Aalborg Karneval skulle i år vise sig at tiltrække endnu flere deltagere end tidligere år.
Blev du også overvældet ved synet af de mange - og særdeles farverigt klædte - karnevalsgængere?
Så er der faktisk en god grund.
Der har har nemlig været rekordmange deltagere ved Aalborg Karneval, vurderer folkene bag karnevalet.
Over al forventning
Dagen igennem har over 100.000 deltagere vandret igennem de aalborgensiske gader. Og selvom mange stod op til solens første stråler, for at være med fra starten af, var der adskillige timer efter - ved 17-tiden - endnu over 30.000 gæster i Kildeparken. Det er lige omkring 3.000 flere gæster end sidste år.
Rekorden blev sågar allerede slået, inden dagen for Aalborg Karneval var nået. For allerede inden lørdag var forsalget af loyalitetsarmbånd endvidere højere end sidste år.
- Paraden er forløbet over al forventning, så det er vi bare superglade for, siger Jeanett Kaare, der er talsperson for Aalborg Karneval.
- Samtidig er vi utrolig glade for at mærke den magiske stemning blandt gæsterne, hvor alle lige fra starten har lagt op til, at i dag skulle være årets mest festlige dag.