Morgenfest: Vi startede klokken 05:00
Morgenfesterne starter tidligt inden Aalborg Karneval. Og de aalborgensiske varehuse slår omsætningsrekorderne.
For mange af karnevalisterne kan det gå hen og blive en lang dag. Mange morgenfester startede rundt omkring i Aalborg allerede klokken 05:00. En af de morgenfriske grupper valgte at tage morgenfesten i det fri.
- Vi starter tidligt for at være i god stemning allerede, når vi skal ud i optoget, siger Kasper og fortsætter:
- Det bliver en lang dag. Især hvis vi skal i byen senere.
Gruppen har valgt temaet 'Alice i eventyrland', og det betyder altså, at drengene skal finde deres feminime side frem og hoppe i kjoler.
- Sidste år var vi også klædt ud som noget 'pige-wærk', og jeg har taget et par shorts på, så man ikke kan se det hele opunder kjolen, forklarer Kasper.
For rigitg mange af dem, der er med til dagens karneval, starter dagen i en daglivarebutik. Kvickly i Vestbyen har haft ekstra travlt med at betjene de mange karnevalister.
- De køber morgentilbud. Masser af rundstykker, juice, kakao, små skarpe, snapseglas, masser af drikkevarer og isterninger, siger Tommy Vestergaard, varehuschef, Kvickly Vestbyen.
Kvickly i Vestbyen plejer at åbne klokken 8:00, men i dagens anledning er åbningstiden fremskudt til klokken 6:00.
- Karnevalgæsterne vil gerne i gang, og vores morgentilbud flyver afsted, ligeså snart vi åbner dørene.
Fredag slog butikken omsætningsrekorden for i år. Det skyldtes et stort salg af især drikkevarer i forbindelse med karnevallet.
- De køber Breezers og Sun Lolly-is, de fryser ned og blander med noget alkohol. I dag bliver omsætningen lidt mindre, selvom den har været høj fra morgenen, siger Tommy Vestergaard, varehuschef, Kvickly Vestbyen.
- I aften kommer de så tilbage og køber pizza, chips osv.
Det er ikke kun drikkevarerne, der får de feststemte kunder til at svinge dankortet eller swipe på mobilepay.
- Vi har købt masser af vandpistoler og vandballoner hjem, og det går som varmt brød, siger en tilfreds varehuschef i Kvickly Vestbyen.