Masser af børn i optog: Endelig karneval igen
Efter to års corona-pause kunne karnevalsglade børn igen være med til den hyggelige fest.
Der er både pirater, superhelte og malkekøer og alt derimellem i Aalborg i dag lørdag. For karnevalsugen er godt i gang. Fredag var der International Parade, og i dag lørdag er der børnekarneval.
Se indslag fra lørdagens børnekarneval i Aalborg:
Seksårige Lianna Christensen fra Gistrup var en af deltagerne i optoget, og hun havde valgt at klæde sig ud som en heks, og hun var sikker på, at det nok skulle blive rigtig sjovt at være med til børnekarnevallet.
En smule regn
Carina Christensen, der er mor til Lianne og hendes søster Keira, havde valgt at tage børnene med i karnevalsoptoget.
- Jeg har altid været glad for karnevallet. Når man er vokset op i Aalborg, så skal man bare være med til det. Så det har vi glædet os til endelig at have børnene med til, siger Carina Christensen.
Hun er glad for at kunne præsentere børnene for karnevallet og den gode stemning. Og selv om der var en lille smule regn, mens optoget snoede sig ned mod Kildeparken, kunne det ikke ødelægge det gode humør.
- Vi har taget tøj med til det. Og børnene glæder sig jo, lige meget hvordan vejret er, siger Carina Christensen.
Flere med i optoget
Også hos karnevalsledelsen var humøret højt, da der nu endelig igen er karneval efter en coronapause på to år.
- Især de her første arrangementer med International Parade i går fredag og Børnekarnevallet i dag, det er dejligt folkeligt og hyggeligt. Folk, der smiler og er glade. Det er stille og roligt, så det er en dejlig fornemmelse, siger Mette Bugge, der er formand for Aalborg Karneval, der kunne notere sig, at der var flere med i optoget, end der plejer at være.
TV2 Nord sender live på Salto, tv2nord.dk og Facebook fra stjerneparaden 28. maj klokken 10.00-13.00.
Hele livesendingen kan bagefter ses her på tv2nord.dk.