Der lægges hånd på de sidste forberedelser: Vesterbro ruster sig til lørdagens menneskemængder
De sidste forberedelser til årets karneval er ved at være på plads. På Vesterbro betyder det noget lidt forskelligt.
Der kommer til at være tryk på Vesterbro centralt i Aalborg, når årets karnevalsoptog om to dage samler festgalde mennesker fra hele landet på handelsgaden midt i Aalborg.
For folkene i optoget er dagen en festdag, men for forretninger langs Vesterbro er karnevalsdagen en dag, der enten er en stor succes eller det helt modsatte.
I 42 år har frisørsalonen Klip & Form holdt åben hver lørdag, men de seneste syv år ikke på karnevalsdagen.
- Det er ikke særlig sjovt at have åbent, for der er folk allerede ved at være godt beruset, så mange synes, det kan være fornuftigt at komme ind og skal bruge vores toilet, og det gider vi ikke, siger frisør og indehaver Vivi Therkelsen.
Lidt længere oppe af Vesterbro er forberedelserne til karnevalet anderledes muntre.
For karnevalsdagen er alt andet end en lukkedag på værtshuset Den Røde Lygte. Værtshuset ruster sig med siddepladser til publikum ude på Vesterbro, og så bliver der tryk på fadølsanlægget, der i anledning af Karneval får en plads helt ud til gaden.
- Karnevalsoptoget går jo lige forbi herude, så der er fest og glade dage, lige fra vi åbner, til vi lukker, Winni Damgren, der er bartender på Den Røde Lygte.
Kildeparken er klar til fest
Inde i Kildeparken, hvor karnevalsoptoget slutter, begynder det hele også at klappe.
Men både karnevalspladsen og ruten på lørdag bliver med nye tiltag, for årets karneval bliver med et ekstra fokus på tryghed blandt deltagerne.
- Det er vigtigt fordi vi er så mange mennesker. Det kræver simpelthen en ekstra indsats, at vi holder øje med hinanden, og man er opmærksom på, hvad der foregår rundt omkring en, så vi får fulgt hinanden godt hjem.
Hos Klip & Form er de trygge ved, at lørdagen nok skal blive en fest. Men de frygter også for efterdønningerne.
- Det, der næsten altid er mest spændende, er næste dag, og hvordan det ser ud her ude foran. Det er altid det, der er mest skræmmende, siger Vivi Therkelsen.
TV2 Nord sender direkte fra paraden fra kl. 10 til 13. Det kan du se på vores hjemmeside, Facebook eller på TV2 Nord Salto.