21-årig mand faldt ned fra lygtepæl til Aalborg Karneval
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi melder klokken 12.00 om et meget roligt karneval i Aalborg. Kun en person er blevet anholdt midt i festlighederne.
Aalborg Karneval anno 2018 har efterhånden nogle timer på bagen, men festen er langt fra slut. Den fortsætter i det samlede optog på Vesterbro i Aalborg og i Kildeparken hvor nordjyder og feststemte mennesker fra resten af landet skal hoppe, danse og drikke til solen går ned sent i aften.
Nordjyllands Politi er naturligvis talstærkt på gaden og de mange betjente har - ligesom deltagerne - kunnet fokusere på den gode stemning, der hersker over hele byen. Lidt har der dog været at se til:
- Status er, at karnevalsfesten er i fuld gang og kører, som vi forventer. En del personer har fået den idé at bade i havnen under broer og blandt skibe, og selv om det kan være rart her i varmen, så er det hverken lovligt eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vi ser gerne, at folk benytter andre badefaciliteter, udtaler vicepolitiinspektør Henrik Skals, der leder politiets indsats til Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Udover badene karnevalsgæster på afveje har politiet måttet hjælpe til, da en 21-årig mand faldt ned fra en lygtepæl i forbindelse med karnevalsoptoget. Den unge mand var påvirket af både alkohol og narkotika og blev efter ulykken bragt til Aalborg Universitetshospital. Nordjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen ikke noget om mandens tilstand.
En enkelt person er i forbindelse med de overordnet set rolige festligheder blevet anholdt. Der er tale om en 29-årig mand fra Fyn, der blev anholdt og sigtet for vold. Denne sag har politiet endnu ikke flere oplysninger om.