Dyrlægemordet: Gunvors morfar blev dræbt af danske nazister
Foto: Candofilm
Gunvor Bjerres morfar blev dræbt af medlemmer af Petergruppen.
Dyrlæge Axel Richard Møller og assistent Ole Vagn Larsen blev slået ihjel af medlemmer af Petergruppen under 2. verdenskrig. Drabene var blandt gruppens mest brutale aktioner i Nordjylland.
Et af Gunvor Bjerres første barndomsminder er et minde om hendes mor, der græder. Gunvor var på det tidspunkt knap tre år gammel. Hun forstod ikke, hvorfor hendes mor – den stærke støtte og beskytter – pludselig var i tårer.
- Det gjorde dybt indtryk på mig, siger Gunvor Bjerre.
Aftenen forinden havde telefonen ringet i bedsteforældrenes hjem i Brønderslev, hvor Gunvor Bjerre tilfældigvis var på besøg med sine forældre. Det var Gunvors mor, der tog telefonen.
Personen i røret fortalte på vendelbomål, at en ko på en gård i Øster Hjermitslev havde problemer med at kælve.
Gunvors morfar var dyrlægen Axel Richard Møller, og sammen med sin assistent, Ole Vagn Larsen, tog han afsted for at hjælpe.
Det var om aftenen 12. januar 1944, og det var sidste gang, familien så dem i live.
- Først næste dag blev vi ringet op. Man fortalte, at man havde fundet min morfars lig i hans bil i Aalborg, siger Gunvor Bjerre.
- Det har været et traume i vores familie lige siden.
Petergruppen: Et rejsehold i død og ødelæggelse
I 1943 opstod Petergruppen. Petergruppen var en terrorgruppe med tyske og danske nazister, der under direkte ordrer fra Heinrich Himmler tog på hævnaktioner for modstandsbevægelsens sabotager.
Petergruppen stod bag flere voldsomme aktioner i de 15 måneder, de var aktive. De bombede betydningsfulde bygninger og slog tilfældige danskere ihjel.
Et af de mest kendte attentater er mordet på digteren og præsten Kaj Munk.
Petergruppen var et rejsehold i død og ødelæggelse.
Jens Christian Hansen, Vendsyssel Historiske Museum
- Petergruppen var et rejsehold i død og ødelæggelse. Man ville vise øje for øje og tand for tand, at modstand havde konsekvenser, siger Jens Christian Hansen, der er formidlingschef ved Vendsyssel Historiske Museum.
Sådan var det også den 12. januar 1944 om aftenen, da telefonen ringede i dyrlæge Møllers hus. Petergruppen var på hævntogt.
Efterladt død i sin bil
Det var mørkt udenfor, og Axel Richard Møller og Ole Vagn Larsen var på vej mod Øster Hjermitslev, da de blev standset af nogen, der udgav sig for at være fra tysk politi. I virkeligheden var de medlemmer af Petergruppen.
De to mænd fik at vide, at de skulle med til afhøring i Aalborg.
Dyrlæge Møller blev gennet over på passagersædet i sin egen bil, mens assistent Larsen fik besked på at gå over i Petergruppens bil – og så blev kursen sat mod Aalborg.
- De har haft rigtig lang tid til at tænke over, hvad der nu skulle ske med dem, siger Jens Christian Hansen fra Vendsyssel Historiske Museum og påpeger, at bilerne ikke kørte så stærkt dengang.
Pludselig standsede bilerne, og assistent Ole Vagn Larsen blev taget ud, dræbt af skud i nakken og efterladt i en grøft.
I samme øjeblik blev Axel Richard Møller skudt med maskinpistol i bilen.
Liget blev kørt til Aalborg, og i Skipper Clements Gade blev han efterladt død i sin bil – på samme sted, hvor modstandsbevægelsen havde likvideret en lokal topnazist.
- Tyskerne ville vise, at det her var sket på grund af modstandsbevægelsens gerning, siger Jens Christian Hansen.
Dyrlæge Møller var formentlig blevet udvalgt som offer, fordi han var en kendt og respekteret person i Brønderslev, hvor han tidligere havde været konservativ borgmester. Ole Vagn Larsen blev dræbt, fordi han var i bilen med Axel Richard Møller.
- Petergruppen udpegede systematisk kendte personer i lokalsamfundet, siger Jens Christian Hansen.
- Det har berørt mig med en vrede
Drabene på dyrlæge Axel Richard Møller og Ole Vagn Larsen var blandt Petergruppens mest brutale aktioner i Nordjylland.
En af gerningsmændene bag drabene var den 22-årige Aage Thomas Mariegaard fra Tømmerby i Vendsyssel.
Aage talte vendelbomål, og det var ham, der ringede hjem til familien Møller under påskud af at have brug for dyrlægehjælp.
Aage Thomas Mariegaard havde været en del af Frikorps Danmarks kampe i Rusland, men på grund af hjerteproblemer blev han erklæret kun delvist tjenestedygtig. Han kom hjem til Danmark og blev en del af Petergruppen.
Det faktum, at danske nazister var med til at slå Gunvor Bjerres morfar ihjel, påvirker hende.
- Det har berørt mig med en vrede, at danske folk gik i tyskernes tjeneste som lejemordere og myrdede landsmænd, siger hun.
Aage Thomas Mariegaard blev senere henrettet for sine gerninger.
Se programserien Krigens Terror om Petergruppens aktioner i Nordjylland lige her.