Her skal naturprojekt løse tre store kriser

Naturprojektet forventes at nå i mål indenfor de næste to til tre år.

Et nyt, stort naturprojekt ved Villestrup Å skal hjælpe både klima, vandmiljø og natur i området.

Mariagerfjord Kommune er gået sammen med Den Danske Naturfond om projektet, der har et budget på hele 49 millioner kroner.

Planen er at inddrage op mod 400 hektar lavbundsarelser og genoprette den naturlige vandstand. 

Naturfonden har indtil videre frikøbt 165 hektar jord, og Mariagerfjord Kommune vil i de kommende måneder starte dialogen med de øvrige lodsejere i området for at finde ud af, hvordan man kan komme i mål med resten af naturområdet. 

- Vi håber, at lodsejerne i området ser de samme muligheder som os, og jeg vil gerne understrege, at det er frivilligt, om man vil deltage i projektet, siger Henrik Sloth, der er udvalgsformand for Teknik og Miljø i kommunen.

De håber på, at projektet kan nå i mål i fuld skala inden for de kommende to til tre år.

Naturprojektet ligger i området ved Villestrup Å op ad Rold Skov.
Naturprojektet ligger i området ved Villestrup Å op ad Rold Skov.
Foto: Naturfonden/Hexagon

Tre fluer med ét smæk

Ifølge Naturfondens beregninger, der er udført af konsulentfirmaet WatsonC, vil projektet spare klimaet for knap 7.357 tons CO2, fordi CO2 udslippet fra den hidtil drænede jord vil stoppe, så snart man genopretter den naturlige vandstand. 

Samtidig vil hav og fjord slippe for mere end 21 tons kvælstof, som følge af, at der ikke længere vil blive spredt gødning i området.

Engene ved Villestrup Å skal genoprettes efter en naturplan, som Naturfonden og Mariagerfjord Kommune laver sammen. Her skal der sikres mange flere naturlige levesteder til dyr og planter. Her håber de at kunne tiltrække blandt andet isfugl, odder og vilde orkidéer.

- Det er fantastisk, at Naturfonden kan bidrage til at løse flere kriser på samme tid ved at genoprette naturen. Her er fuld gevinst på alle hylder: Både natur, klima og vandmiljø får det bedre, lyder det fra Flemming Nielsen, der er direktør i Naturfonden. 

Han tilføjer samtidig, at Naturfonden vil åbne sin del af naturområdet op for besøgende.


Seneste nyt

fra Nordjylland