Ejendomsmægler med røde ører: Skabte drone-drama tæt på lufthavn

Både Forsvaret og Nordjyllands Politi opfordrer til, at man er ekstra opmærksom på at følge reglerne.

Igen og igen skaber droner voldsomme problemer ved Aalborg Lufthavn.

Senest tirsdag eftermiddag, hvor en drone brød sikkerhedszonen, mens et Hercules-fly fra forsvaret skulle til at lande.

- Helt overordnet er vi jo ekstra trætte af det, fordi det er inden for den her to kilometers zone, hvor alt flyvning med droner er fuldstændig forbudt, lyder det indledningsvist fra presseofficer ved Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg, Morten Valentin.

Han uddyber derefter, hvorfor det er farligt, når droner kommer for tæt på lufthavnen:

- Det er grundlæggende til fare for flytrafikken. Det har noget at gøre med, at fly i nærheden af en lufthavn enten er på vej op eller ned i fart. 

Derfor opfordrer han på det kraftigste ejendomsmæglere, private og andre droneførere til at orientere sig om dronereglerne.

- Vi ved godt, at de ikke er ude på at chikanere, men vi vil bare ønske, at de satte sig lidt bedre ind i reglerne, så vi var fri for gentagende gange at skulle appellere gennem medierne. 

Beklager dybt

I det konkrete tilfælde var det en drone fra ejendomsmæglerfirmaet Mæglerhuset, der tirsdag skabte problemer. Her lyder det dagen derpå beklagende over for TV2 Nord fra den lokale indehaver Simon Rye:

- Det er en freelancer, vi desværre har haft ude i området. Vedkommende var kommet lige inden for zonen, og det er vi og vedkommende selvfølgelig rigtig kede af! Vi tager selvfølgelig reglerne om droneflyvning meget seriøst, og vi ville aldrig flyve inden for sikkerhedszonen.

- Vi har også været i kontakt med Flyvestationen, som vi har beklaget episoden over for, lyder det fra mægleren. 

Alene i oktober sidste år måtte luftrummet lukke 17 gange på grund af vildfarende droner.

Politi bekræfter

TV2 Nord har ligeledes været i kontakt med Nordjyllands Politi, som nikker genkendende til episoden.

"Nordjyllands Politi kan bekræfte, at vi tirsdag den 7. maj 2024 kl. 13.18 modtog en melding fra Flyvestation Aalborg om, at der var en drone i luften ved Botvedsvej beliggende i postnummer 9430, Vadum. Efterfølgende meldte flyvestationen dog til politiet, at dronen var nede igen. Indledningsvist var en beredskabspatrulje fra politiet blevet disponeret frem mod stedet, men efter dialog med Flyvevåbnet blev patruljen afmeldt."

Herefter lyder opfordringen i en mail fra pressetjenesten:

"Helt generelt opfordrer vi kraftigt til, at man sætter sig ind i dronereglerne, inden man sender sin drone op. Man kan med fordel orientere sig på droneregler.dk – herunder også hvilke forbudszoner, der er etableret i blandt andet Nordjylland."

Senest var Morten Valentin ude at kritisere uforsvarlige droneflyvninger i efteråret, hvor Aalborg Lufthavn måtte lukke luftrummet hele to gange på en enkelt dag.

Her kan du se, hvor sikkerhedszonen går til omkring lufthavnen.


Seneste nyt

fra Nordjylland