Forældre efterladt med trafikskadet søn

Familien kæmper en hård kamp efter Daniels ulykke for et år siden.

23-årige Daniel Haldrup fra Strandby ved Farsø har de seneste 8 måneder måttet bo hos sine forældre. 

For et år siden kom han slemt til skade ved en bilulykke, hvor han pådrog sig en invaliderende hjerneskade - men hans forældre føler sig ladt i stikken. 

Daniel har brug for en bolig, en pension og sin erstatning fra forsikringsselskabet, men foreløbigt er intet sket.

Familien Haldrup er ved at være desperate. 

Desperate

De har i otte måneder passet deres hjerneskadede søn i hjemmet. Han har brug for hjælp til næsten alt, så forældrene er ved at være slidt op.

- Vi står med det hele selv – alt er overladt til os. Vi føler os magtesløse, for vi ved ikke, hvilket ben vi skal stå på. Vi er så trætte efterhånden, fordi hele vores liv går med at passe Daniel, siger Johnny Haldrup, der er Daniels far.

Daniel kørte galt i en soloulykke den 19. april 2023. Han overlevede mirakuløst, men blev slemt skadet. Han måtte igennem fire måneders hospitalsindlæggelse og genoptræning på Hammel Neurocenter, før han kunne udskrives. 

Daniel boede midlertidigt hos sine forældre, da han kørte galt – og derfor blev han udskrevet til sin adresse i Strandby. 

Johnny Haldrup føler, at Vesthimmerlands Kommune har svigtet i sagen:

- Kommunen har vurderet, at Daniel har brug for én times pasning om dagen, og med det mener de hjælp til at komme i bad, komme på toilet, komme i tøj og putte i seng, men så skal vi jo også aktivere ham, så han får et ordentligt liv. Vi får cirka 7000 kroner for at passe ham – det betyder, at der er 4000 tilbage efter skat. Vi må selv bruge et meget større beløb for at købe hjælp til opgaven, men det har vi ikke råd til længere, siger Johnny Haldrup.

Familiens advokat Marianne Fruensgaard fra Hjulmand Kaptain mener, at Daniel og hans familie er blevet svigtet af flere parter i sagen.

- Lige nu er Daniel overladt til sin familie, og det kan jeg simpelthen ikke forstå, at kommunen bare kan se på. Jobcenteret mangler at afslutte hans sag, så han kan få sin økonomi på plads, og forsikringsselskabet burde kunne rykke hurtigere. Jeg mener, at lægeoplysningerne i Daniels sag er så tydelige og dokumenterer, at han har en så voldsom skade, at han aldrig bliver i stand til at få et arbejde eller at kunne passe sig selv. Derfor bør sagen kunne afsluttes, siger Marianne Fruensgaard.

Mangler afgørelse

Et år efter den voldsomme trafikulykke mangler Daniel altså at få afgjort, om han kan få en førtidspension. Han har heller ikke fået udbetalt sin erstatning fra sit forsikringsselskab, og så mangler han en passende bolig og den pleje, som han har brug for. 

Ifølge familien Haldrup har Vesthimmerlands Kommune tidligere tilbudt Daniel en plads i et botilbud, men der må han ikke have sin hund Luna med, så derfor har familien afvist tilbuddet.

- De vil nægte ham at være sammen med sin hund, som er det eneste, der giver ham en smule glæde i sit liv. Det vil være forfærdeligt at tage den fra ham, siger Johnny Haldrup.

TV2 Nord har med fuldmagt fra familien søgt aktindsigt i Vesthimmerlands Kommunes behandling af sagen. De har ikke ønsket at medvirke i et interview, før sagsakterne er udleveret.

Stor forståelse

Lærerstandens Brandforsikring har sendt dette svar til TV2 Nord

'Vi har stor forståelse for den svære og ulykkelige situation, familien er havnet i, og som et medlemsejet selskab har vi kun en interesse i at sikre, at vores medlemmer får den rette behandling og afgørelse. Vi bestræber os altid på at behandle sager hurtigst muligt med udgangspunkt i de oplysninger, der er tilgængelige for os. I sager med personskade skal vi have de fornødne og relevante oplysninger fra sagens parter, herunder læger og kommune mv., før vi kan tage stilling til, hvilken godtgørelse eller erstatning, der kan udbetales. I komplekse sager vil en eventuel méngrad normalt først kunne fastsættes, når den helbredsmæssige tilstand er stationær, hvilket som udgangspunkt vil være ca. et år efter ulykken. Vi kan sagtens forstå, at ventetiden kan være svær, og vi kan kun beklage den frustration, det medfører i denne sag. Vi har dog ingen intentioner om - eller fordel af - at trække sagen i unødig langdrag. Ligesom vi i sager af denne karakter altid tilbyder at betale for advokatomkostninger for at sikre, at den tilskadekomnes sag bliver behandlet bedst muligt.'

Lone Reuter Strömgren, afdelingschef i Skadejura, Personskade, LB Forsikring. 


Seneste nyt

fra Nordjylland