Nye journalistpraktikanter på TV2 Nord
Foto: TV2 Nord
TV2 Nord har budt velkommen til to nye journalistpraktikanter, som de næste 18 måneder skal arbejde i nordjydernes tjeneste.
De nye praktikanter er Mie Skjødt Nielsen og Niels Yuri Iltchenko Rasmussen, som begge er studerende på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus.
Mie Skjødt Nielsen, som stammer fra Skive, er fascineret af nyhedernes verden, tempoet og det med at skulle skære alt det overflødige væk for at komme ind til kernen. På tredje semester på DMJX valgte hun tv og video som mediespeciale, fordi hun altid har ønsket at arbejde med levende billeder.
Mie Skjødt Nielsen er også fascineret af længere journalistiske formater som serier og dokumentarer. Hun vil på TV2 Nord få en alsidig praktiktid, hvor hun kommer til at prøve kræfter med mange forskellige funktioner, men hun har også en plan om at specialisere sig i at blive videojournalist. Det vil sige, at hun også skal uddannes i at betjene kamera, sætte lys, lave lyd og i det hele taget lære at kunne lave alt på egen hånd.
Niels Yuri Iltchenko Rasmussen kommer fra Aarhus, og han er ligesom Mie Skjødt Nielsen optaget af nyheder og at fortælle historier i øjenhøjde. Han interesserer sig desuden meget for at fortælle historier på de mange forskellige platforme, som man som journalist og mediehus i dag skal mestre for at nå det største mulige publikum.
Udover det rent journalistiske arbejde synes han, at den tekniske bearbejdning af tv-optagelser er spændende. Selve redigeringsarbejdet på en tv-historie optager ham, og han synes, det er fagligt meget tilfredsstillende at se den færdige historie blive til virkelighed, når man har lavet en plan, har samlet de forskellige elementer og skal få det hele til at spille i en fortælling, som folk gider at se.
Mie og Niels har afløst to af TV2 Nords andre journalistpraktikanter, Clara Al-Naseri og Jonathan Kjær Troelsen, som efter halvandet års praktik på TV2 Nord skal tilbage på skolebænken for at færdiggøre deres uddannelse. De fortsætter dog som freelance-journalister på TV2 Nord.