Ingen bukser, en blå bæver og kleenex: Kom med bag kulissen på TV2 Nord

I minutterne før TV2 Nords værter og journalister sender live, kan der ske mange uventede ting.

Se videoe i bunden af artiklen.

På skærmen er han altid ulasteligt klædt og har en seriøs mine på, når nyhederne bliver serveret til nordjyderne i bedste sendetid.

Men under hæve-sænke-bordet gemmer der på nogle af de hedeste sommerdage sig en hemmelighed på studievært Morten Pedholt...

- Når vi sidder bag pult, har jeg på varme dage tilladt mig at sidde i shorts. Man kan alligevel ikke se underkroppen, forklarer Morten Pedholt om klippet fra årets nordjyske TV-bøffer.

- Men jeg har ALDRIG shorts på, hvis der er gæster i huset eller i studiet, understreger han.

Den blå bæver

Også Pia Beltoft har bidraget til årets perlerække af fraklip fra studiet.

- For helvede den er godt nok grim, den bæver!, lyder det fra hende, inden hun knækker sammen af grin ved synet af billedet med en bæver, som har fundet vej til skærmen i studiet denne februardag.

Og derfra bliver Pia ramt af den ene bølge af latterkramper efter den anden.

- Jeg skulle lægge op til et indslag om bævervandringer i Vesthimmerlands Kommune, hvor man som noget nyt kunne komme helt tæt på bæverne, som det var lykkedes kommunen at få til at trives rigtigt godt flere steder, forklarer Pia Beltoft.

Men fordi det ikke var lykkedes tv-holdet på stedet at få billeder af en bæver, besluttede man hjemme i produktionen at vise et billede af én på bagskærmen. 

På grund af nogle tekniske udfordringer blev farverne dog fuldstændig forvrængede, så bæveren blev blå i stedet for sin naturligt brune farve. 

- Selvom vi prøvede forskellige ting, kunne vi ikke ændre det, siger Pia. 

Og det er altså det, der resulterer i, at hun ikke kunne standse sine grineflip. 

- Det, man ikke kan se i klippet, er også, at min producer sidder og griner med ude i afviklingen, og hendes skønne grin får jeg ind i min øresnegl. Og det gør det endnu sværere at holde masken, siger Pia Beltoft og slutter:

- Det var virkelig en af de sjovere dage i studiet, og den slags dage skal der også være plads til.

Grinene nåede aldrig længere end til prøverne på indslaget, som man kan se her.

Se det og alle de andre udvalgte fraklip fra årets løb i videoen herunder:

TV2 Nords TV-bøffer 2023.

Seneste nyt

fra Nordjylland