Kort Nyt

54-årig mand tiltalt for drabet på Hanne With

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den nu 54-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet for drabet på Hanne With, og som blev anholdt på sin arbejdplads i Nordjylland, er nu tiltalt for drabet.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- I den videre efterforskning er der sket endnu et gennembrud. Jeg vil ikke foregribe bevisførelsen i retten og kan derfor ikke blive mere konkret, men vi har vurderet, at beviserne mod den 54-årige samlet set er så stærke, at vi har kunnet rejse tiltale, siger specialanklager Søren Harbo.

Drabet på Hanne With fandt sted i Fensmarkgade på Nørrebro natten til 1. januar 1990. Det var den 23-årige kvinde Hanne With, der blev slået ihjel i sin lejlighed. Hun blev dræbt med adskillige knivstik.

34 år senere kunne Nordjyllands Politi anholde en østjysk mand på hans arbejdsplads i Nordjylland ved hjælp af såkaldt dna-slægtsforskning. Politiet fik nemlig et gennembrud i sagen, da dna-spor fra Hanne Withs bukser, stammede fra en nær slægtning til en, som politiet havde i deres dna-register.

Slægtskabssøgning

Slægtskabssøgning bygger på den samme analyse af dna, som benyttes som kriminalteknisk bevis i straffesager. Men i stedet for at søge efter et direkte match i politiets dna-profilregister, søger man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat dna-materialet.

Der er tale om et rent retsgenetisk analysearbejde, som ikke involverer slægtsforskning. Metoden må derfor ikke forveksles med genetisk slægtsforskning, som på nuværende tidspunkt ikke bliver brugt af dansk politi.

Genetisk slægtsforskning adskiller sig fra slægtskabssøgning ved, at man søger i internationale, kommercielle dna-databaser efter en eller flere personer, der er i slægt med den, der har afsat dna-materiale. Derefter forsøger slægtsforskere at finde en fælles familierelation blandt de matchende personer, hvilket i flere udenlandske sager har kunnet identificere en gerningsmand.

Læs mere her: https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/justitsministeren-slaegtsforskning-kan-blive-nyt-efterforskningsmiddel-i-politiet/

I forbindelse med sagen har Københavns Politi efterspurgt et vidne, som kontaktede politiet umiddelbart efter drabssagen rullede, og som mente, han kendte identiteten på drabsmanden. 

Det er endnu ikke lykkedes at finde frem til vidnet.

Nu ansætter de nye skraldemænd efter fyringer

"Til dagrenovationskørsel ved Meldgaard Miljø A/S i Mariagerfjord Kommune søger vi afløsere."

Sådan begynder et nyt stillingsopslag fra Meldgaard Miljø A/S.

Men stillingsopslaget kommer ikke engang en måned efter, at firmaet fyrede 10 ud af 14 skraldemænd i Mariagerfjord Kommune, fordi renovationsafdelingen i Hadsund blev nedlagt, og skraldemænd fra Aalborg skulle køre ruterne i Mariagerfjord i stedet.

- Det er sjovt, man vælger at søge afløsere, når Meldgaards ledelse i sidste uge fortalte til TV2 Nord, at de har forsøgt at sætte det bedste hold, og det har de så gjort, siger Ole Dalgård, der er en af de 10 skraldemænd fra Mariagerfjord, der fik en fyreseddel i begyndelsen af oktober.

Læs mere i artiklen herunder, hvor firmaet også kommer med en begrundelse for, at de nu søger efter afløsere:

Hver tredje dropper ud af sosu-uddannelsen

En rapport fra Rambøll, der blev udgivet i marts viser, at efter 3 år - hvilket omtrent er længden på den typiske social- og sundhedsassistentuddannelse - er omkring hver tredje elev frafaldet for årgangene 2017-2019 på de danske sosu-skoler. Eleverne mærker frafaldet i dagligdagen.

- Vores søsterklasse og os er blevet slået sammen i den her skoleperiode, fordi der både har været frafald i deres klasse og i vores, fortæller Dorthe Bonvang, der læser til social-og sundhedsassistent på merit.

Du kan læse hele historien - hvor også statsminister, Mette Frederiksen (S), kommer med hendes besyv på, hvad der skal til for at vende den negativ tendens.

Uheld totalspærrede motorvejen - nu er den åbnet igen

Både politi og redning har været tilstede mellem afkørsel 13 Sæby Syd og afkørsel 12 Sæby Nord i nordgående retning, da der var sket et uheld på E45. Her var en bil kørt op i en anden bil, som havde en trailer med en lift på.

Uheldet endte med, at politiet i et par timer endte med at spærre motorvejen.

- Trailer og liften ligger sig så på motorvejen, og så valgte vi at spærre af i en periode og lede trafikanterne af motorvejen ved Sæby Syd. Uheldet skete på slutningen af motorvejen, og med den trafik, der er på denne tid af dagen, valgte vi at spærre af, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Også de gode trafikforhold fra Sæby Syd til Nord gjorde, at politiet valgte at spærre af.

- Personen, der kørte op i traileren, er blevet kørt på sygehuset, men jeg har ikke fået nogen melding om, at det skulle være alvorligt, siger vagtchefen.

Her skabte Ole Lund Kirkegaard danmarkskendte værker

Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper og Otto er et næsehorn.

Det er blot nogle af de klassikere, som Ole Lund Kirkegaard skabte i sin tid som skoleleder på den nu tidligere Oue Skole.

Skolen har igennem mange år udelukkende været brugt til privat bolig, men nu er den igen til salg. Man kan erhverve sig den for den nette pris af 1.495.000 kroner, som tæller 277 kvadratmeter villa, 10 rum, 4036 kvadratmeters grundareal - og hele otte toiletter.

Du kan læse meget mere om skolen - og se billederne derfra - herunder:

M.A.R.S. Europe stævnet efter skib ødelagde boreplatform

Hvem har ansvaret for, at skrotskibet Zafiro Producer rev sig løs i oktoberstomen for godt et år siden og forårsagede store skader på blandt andet en dok og en boreplatform?

Svaret på det spørgsmål står hen i det uvisse, men nu er M.A.R.S. Europe blevet stævnet af firmaet Noble Drilling, der ejer boreplatformen, skriver doi.dk.

Sø- og Handelsretten modtog stævningen i oktober.

Det har ikke været muligt for TV2 Nord at få en kommentar fra direktør i M.A.R.S., Kim Thygesen, men han bekræfter overfor mediet, at de har modtaget en stævning.

- Det var faktisk forventeligt, at der ville komme et efterspil, og vi har haft et år til at forberede os på det. Det er en lang proces, og det kommer til at tage år, siger Kim Thygesen til mediet og lover i samme ombæring:

- Vi har sørget for, at det ikke kommer til at ske igen.