Rasende direktør efter hårdest mulige straf: Amatører!

Badmintondirektør raser mod forbund og kalder det kalkuleret af modstander.

Sådan blev TSS straffet

  • En bøde på 3.000 kroner for afbuddet til bronzekampen, da de ikke finder afbuddet acceptabeltjf. §35A stk. 1.

  • Taberdømt dem 0-9 i bronzekampen.

  • Derudover bringer HU (hovedturneringsudvalget) sagen videre til Disciplinærudvalget med henblik på yderligere sanktioner for at bringe spillet i miskredit jf. §53.

  • Samtidig har TSS også fået en bøde på 2.000 kroner for ''ikke fremmødt spiller'' i forbindelse med semifinalen mod Højbjerg samt -3 holdkampspoint i den kommende sæson.

Kilde: Pressemeddelelse Badminton Danmark

- Det holdturneringsudvalg, der styrer Badminton Danmarks badmintonliga, følger jo ikke med tiden, raser direktør for Vendsyssel Elite Badminton, Jan R. Jensen. 

- Det er et amatørreglement til en professionel sport. 

Direktøren for VEB sendte efter modstanderens afbud til bronzekampen en mail til Badminton Danmark, og han har tidligere udtalt til TV2 Nord, at TSS burde smides ud af ligaen. 

TSS er som bekendt ikke smidt ud af ligaen. 

- Det må være skidenemt at sidde i et holdturneringsudvalg i Danmark, når man ikke skal forholde sig til noget. 

- Det gør helt ondt indeni, at vi andre prøver at lave et professionelt setup og en professionel sport, og så det kan de ikke følge med, lyder det fra Jan R. Jensen. 

TIL HOLDTURNERINGSUDVALGET I BADMINTON DANMARK.

Afsender Jan R. Jensen:

TSS stiller ikke op til bronzekampen i Frederikshavn på grund af "uforudsete økonomiske vanskeligheder". Det må få den konsekvens, at TSS smides ud af Badmintonligaen.

TSS' afbud til bronzekampen er kulminationen på fem sæsoner, hvor TSS i 24 kampe:

  • har undladt at møde op (6)

  • har trukket sig inden kampstart (9)

  • har trukket sig i kampen (9)

Nu udebliver de så fra en BRONZEKAMP.  

Klubben har ingen respekt for Badmintonligaen. Andre ligaklubber knokler med at levere et fedt produkt til glæde for spillere, tilskuere, sponsorer.

Tør BD ikke smide TSS ud, må de have en pointstraf på minimum 20 inden næste sæson - alternativt fratages alle hjemmebanekampe.

Det er grundlæggende dybt problematisk, at et ligahold fem sæsoner i træk udviser dårlig moral. Det SKAL straffes nu - og ikke bare med en symbolsk bøde.

Tilbage står vi isoleret set i VEB med en bronzekamp, hvor vi har købt flybilletter til vores spillere, booket Arena Nord, bestilt annoncer med mere. Vi har desuden solgt kampen til en sponsor for 10.000 kroner. Bliver det TSS, som dækker vores udgifter og mistede indtægter? Næppe. De har jo økonomiske problemer, selv om det forlyder, at de har købt verdensstjernerne Christo Popov og Thom Gicquel i den kommende sæson. 

Kan vi forvente, at BD yder VEB en økonomisk kompensation?

Det er bestemt heller ikke en rar opgave for os at skulle kommunikere denne aflysning til vores vigtige sponsorer samt trofaste tilskuere og hjælpere. Faktisk er det direkte pinligt. Og gider vores sponsorer at blive ved med at være med i det cirkus, som TSS har forvandlet Badmintonligaen til?

BD skal træde i karakter nu.

Kalkuleret manøvre

VEB's direktør remser op omkring de tre gange, hvor TSS har udeladt spillere til opgør som supplement til bronzekampen, hvor de trak sig helt fra opgøret. 

- Vi kan gå fem år tilbage, hvor Skælskør har gjort det her, og der sker jo ikke noget. De har gjort det tre gange i træk. De gjorde det i grundspillet i februar, hvor de kom uden en spiller, så kom de i semifinalen uden en spiller, og så kom de gudhjælpemig uden et helt hold til bronzekampen. 

- Så kan man gå tilbage til de foregående sæsoner, hvor det er sket yderligere 24 gange, og der sker ingenting - nogensinde, lyder svadaen mod TSS og Badminton Danmarks Holdturneringsudvalg. 

Jan R. Jensen giver ikke meget for, at TSS trak sig på grund af økonomiske udfordringer, da TSS ifølge VEB's direktør i flere måneder har været ved at tegne et hold til den kommende sæson med spillere, der koster 20.000 kroner per holdkamp. 

- Det har ingen konsekvenser at blive væk fra den sidste kamp. Jo, 3.000 kroner, forklarer Jan R. Jensen og nævner, at det vil være betragteligt dyrere for TSS at betale de forskellige spillere for at spille holdkampen end den symbolske bøde. 

- Det ER kalkuleret, konstaterer Vendsyssel Elite Badmintons direktør. 

Holdturneringsudvalget mener, at TSS har bragt spillet i miskredit ved at udeblive fra bronzekampen, og derfor har de valgt at bringe sagen videre til Disciplinærudvalget til videre vurdering og eventuel videre sanktionering. 

TV2 Nord har været i kontakt med TSS-formanden Michael Stage, der ikke har yderligere kommentarer til denne sag.

TV2 Nord har også forholdt Badminton Danmarks Holdturneringsudvalg kritikken, og de forbeholder sig retten til at vente med at kommentere efter den endelige afgørelse hos Disciplinærudvalget. 


Seneste nyt

fra Nordjylland