Fiskere vil have stoppet nøgenbadning: Stressede rødspætter mister pletterne
Forskning viser, at især fladfisk tager skade, og der er flere eksempler på, at rødspætter har tabt deres pletter.
Skagen-fiskerne har fået nok. Deres levebrød er truet.
Fiskerne mener, at vinterbadning, som bliver stadig mere udbredt, udgør en trussel mod især fladfiskene. Nu vil de have et totalt stop for nøgenbadning ved kysterne, fordi fiskene bliver skræmt fra vid og sans.
Det er alvorligt det her
Kent Rasmussen, fisker
Erhvervsfisker Kent Rasmussen, der med sin kutter S 98 Heiken er hjemmehørende i havnen i Skagen, er ualmindelig træt af den omsiggribende dille.
- Fiskene er stressede. I gamle dage var det kun om morgenen de gik i vandet. Nu er det døgnet rundt de generer fiskene, siger Kent Rasmussen om vinterbaderne i Skagen.
Slut med pletter
Kent Rasmussen og de andre erhvervsfiskere er oprørte. Omkring halvdelen af de fladfisk, der bliver landet på auktionen, har ingen røde pletter.
Tidligere var op mod 90 procent af fladfisk-fangsten rødspætter, men det er altså slut nu.
Det er i vandet ud for Sønderstrand, problemet er. Allerværst ser det ud, når Vinterbadefestivalen finder sted, hvor mange hundrede deltagere springer splitternøgne og hvinende rundt.
Selvom fiskene har været her i en slags asyl, så kommer pletterne ikke tilbage
Annika Thomsen, havbiolog, Nordsøen Oceanarium
Postyret i vandet giver fiskene stress og traumer for resten af livet.
- Jeg er faktisk ikke klar over, at problemet er så omfattende, som fiskerne nu råber op om. Der bliver et ramaskrig her i klubben, siger Mette Hust, der er formand i Vikingeklubben Isbryderne i Skagen.
Forskningsprojekt slår det fast
Det er grove beskyldninger, som fiskerne kommer med, men de er helt sikre i deres sag.
- I første omgang troede vi bare, at det var skrubber, som vi så fangede flere af, men så opdagede vi, at skindet ikke var groft, så det er utvivlsomt rødspætter, der har mistet deres pletter, siger Kent Rasmussen.
Efter den seneste vinterbadefestival forærede Skagen-fiskerne Oceanariet i Hirtshals flere hundrede af de stressramte fladfisk. Det er der kommet et EU-støttet forskningsprojekt ud af.
Konklusionen på forskningsprojektet er ikke til at tage fejl af. Synet af vinterbaderne i alle afskygninger er for meget for fiskene.
- Selvom fiskene har været her i en slags asyl, og vi har passet godt på dem, så kommer pletterne ikke tilbage, siger Annika Thomsen, der er havbiolog og forskningschef hos Nordsøen Oceanarium.
Overvejer at give igen
Det er første gang nogensinde, at der er lavet et forskningsprojekt af den her art.
Men mens det for vinterbaderne bare er en fritidsaktivitet, så er det fiskernes levebrød, der er i fare.
- En rødpætte indbringer kun det halve på auktionen, så det er alvorligt det her, siger Kent Rasmussen. Han og de andre Skagen-fiskere overvejer nu en gengældelsesaktion mod vinterbaderne.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen kalder sagen for tudetosset, Preben Bang Henriksen fra Venstre kalder den grotesk, mens de konservatives Per Larsen nu vil rejse sagen overfor fiskeriministeren med krav om, at vinterbadere fremover skal iføre sig jadegrønne heldragter.
Hør mere om de stressramte fisk i klippet her: