Priskrig på øl kan nu mærkes i Nordjylland
Af: Mette Svenningsen
Oprettet: 22-06-2009 15:02
|
Opdateret: 22-06-2009 15:08
Krisen kradser nu også i ganen. Der er udbrudt en mindre priskrig på de nye, danske ølmærker og flere bryggerier er lukket. Foreløbig dog ikke i Nordjylland.
Købmændene har fjernet mange ølmærker fra hylderne, for kunderne køber ikke så mange dyre øl længere.
- Ellers er der kun én til at drikke dem, når datoen udløber. Og det er købmanden, siger Torben Petersen, Spar-købmand på Løgstørvej i Hobro.
Og det er klart prisen, der er for høj.
- I fremtiden kommer de til at koste 20-25 kroner flasken. Det er i alle fald det vores analyser viser, at kunderne vil betale, siger Hans Jacob Bæch, der er bestyrelsesformand i Bie’s Bryghus i Hobro.
Men selv med de nuværende priser på 30-40 kroner har blandt andre Skagen Bryghus og Søgaards Bryghus i Aalborg tabt store dele af egenkapitalen. Og det noget større Thisted Bryghus har varslet fyringer.
- Det var moderne en overgang med de danske øl, men som folk får færre penge, går de tilbage til at drikke vin, fortæller Torben Petersen, Spar i Hobro.
Alligevel arbejder man i Hobro videre med planerne om igen at kunne sætte en Bie på bordet.
- Heldigvis er vi ikke gået i gang endnu. Så vi håber, at når vi har midler og inventar klar, så er de gode tider er vendt tilbage, siger Hans Jacob Bæch.
1300 personer har købt anparter i Bie's Bryghus. Nu venter man bare på svar på, om EU’s strukturfonde vil støtte projektet.
- Det er jo fredede bygninger. Så det kræver sin pung at få det bygget op
Og det kræver også sin pung at holde fast i de danske specialøl.
- Vi sælger 30 Spar-øl til en 50’er i weekenden. Så tager folk hellere en kasse af dem end to specialøl, der også koster 50 kroner, siger købmand Torben Petersen.