Fejrer 1. maj: FH-formand vil IKKE arbejde længere

Mange mennesker er mødt op i Brønderslev for at fejre 1. maj.

Det er Arbejdernes Internationale Kampdag, og i Brønderslev afholdes et af Fagbevægelsen Hovedorganisations ti nordjyske arrangementer. 

Her bliver der set frem til en god dag.

- Jeg forventer en masse glade mennesker, som vil være med til at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag sammen med os, lyder det fra Christina Eilers (EL), der er formand for FH Brønderslev.

Der er også store forventninger til dagens temaer, hvor der i den grad bliver ridset flere problemstillinger op. 

- Vores velfærd er på spil, vil jeg sige, lyder det fra Christina Eilers, inden hun uddyber: 

- Vi har en regering, der snakker mere og mere om, at vi skal arbejde mere, længere og helst også lidt hurtigere, det tror jeg sgu egentlig ikke, at vi arbejdere nødvendigvis er enige i. 

Ligger en 'helvedes masse milliarder' og venter

Hun forventer også, at folkepensionsalderen bliver et tema, hvor en mulig pensionsalder på 74 eller 75 år især bekymrer. 

- Det er lang tid at være på arbejdsmarkedet. Vi kan simpelthen ikke se, at man skal kunne holde til at være på arbejdsmarkedet så længe, hvis man er stilladsarbejder, murer, SOSU-assistent, socialrådgiver eller skolelærer for den sags skyld. 

- Det er jobs, der slider. 

Et længere arbejdsliv hænger sammen med, at blandt andet velfærden skal finansieres. Det kan dog gøres anderledes ifølge Christina Eilers. 

- Man kunne vælge at investere i mennesker og lidt uddannelse i stedet for. Det koster over 50 milliarder kroner hvert år, at vi er sygemeldte fra vores arbejde. Man kunne prøve at sætte ind dér, proklamerer formanden for FH Brønderslev.

- Der ligger en helvedes masse dejlige milliarder, der kunne bruges på velfærd. Skaf nogle gode arbejdsforhold, og det kan man jo blandt andet gøre ved at sætte arbejdstiden ned i stedet for at sætte den op. 

For nylig havde vi Store Bededag, og her fridagen som bekendt blevet afskaffet, og det viser ifølge Christina Eilers, at 'vi er på vej i en forkert retning'. 


Seneste nyt

fra Nordjylland