Farlig perron i Brønderslev sikres

Indstigningshøjden skal justeres på perronen på Brønderslev Station, så farlige faldulykker kan forhindres.

Brønderslev Station får nu en længe ventet justering af perronens højde. Det skal blandt andet øge tilgængeligheden og være med til at forebygge faldulykker, som allerede er sket på perronen.

Parterne bag en ny infrastrukturplan har afsat i alt 650 millioner kroner, som skal sikre tilgængeligheden på alle danske togstationer. Heraf er der afsat 47,9 millioner til perronen i Brønderslev.

Flere oplever problemer

Det er i forbindelse med ind- og udstigninger, at perronens højde volder problemer for især kørestolsbrugere og gangbesværede.

Brønderslev Station betjenes af tog med en indstigningshøjde på 55 cm, men den eksisterende perron er 26 cm. Det giver en uhensigtsmæssig ind- og udstigningshøjde som for eksempelvis kørestolsbrugere kræver hjælpemidler. 

TV2 Nord har tidligere beskrevet problemerne på Brønderslev Station - se indslag:

Men også for ældre og familier med barnevogne kan niveauforskellen mellem tog og perron give udfordringer. Indstigningshøjden på stationen har gennem årene resulteret i flere faldulykker.

Nu går et forberedende arbejde i gang, der skal være afsluttet i løbet af 2022. Herefter skal det endeligt besluttes, hvordan projektet skal gennemføres.

BaneDanmark anslår at tilgængeligheden på stationen er løftet i 2024.


Seneste nyt

fra Nordjylland