Flammer stod ud af vinduerne: Beredskab har kæmpet med overtændt hus hele natten
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er nedsat hastighed på vejen i forbindelse med slukningen.
Nordjyllands Beredskab har hele natten kæmpet med et overtændt hus på snedstedvej i Snedsted. Huset er brændt næsten ned, og det er nu kun ydervæggene, der er tilbage.
Da indsatsleder Kristoffer Holm først ankom til adressen, var der flammer og røg ud af vinduerne i huset.
- Der var godt gang i den, så vi kunne ikke komme ind. Derfor blev det en begrænsning af branden, så den ikke ville sprede sig til det sammenbygget værksted, fortæller han, mens han oplyser, at man lykkedes med at redde værkstedet.
Det var beboeren selv, der vågnede og ringede 112. Manden var ifølge indsatslederen en tur på sygehuset for at blive tjekket for røgforgiftning, men der var ingen personskade i forbindelse med branden.
- Jeg vil gerne lige slå et slag for røgalarmer. Manden sov, da branden opstod, og havde han ikke været det, så havde det her jo været en helt anderledes opgave, konstaterer Kristoffer Holm.
Efterslukning fortsat i gang
Der blev der kaldt assistance i form af en drejestige, en autosprøjte og en tankvogn, og alle tingene var i brug under slukningen.
Branden opstod ved 1.30-tiden, og omkring klokken fire meldte indsatslederen, at branden var under kontrol, og at man derfor gik i gang med efterslukningen, hvilket man klokken 6.45 meddelte, at man fortsat var i gang med.
- Der går fire mand på adressen nu og efterslukker. Derefter vil skadeservice komme og blandt andet hjælpe med at genhuse manden, oplyser indsatslederen.
Der er nedsat hastighed på vejen i forbindelse med slukningen, og indsatslederen kan ikke sige noget om årsagen til branden.