Seneste nyt

fra Nordjylland

Per Larsen genopstiller som folketingskandidat

De Konservative i Frederikshavnkredsen har genvalgt Per Larsen som kredsens folketingskandidat. 

Det skete på en ekstraordinær generalforsamling 13. maj.

Per Larsen har været medlem af Folketinget siden 5. juni 2019 og har fået en lang række ordførerskaber og udvalgsposter. Blandt andet er han sundhedsordfører. 

Det var derfor også en enstemmig forsamling, der bakkede op om valget af Per Larsen. 

- Per er en stor kapacitet med en kæmpe erfaring i politik, og vi er glade for, at han stiller op hos os i Danmarks nordligste kommune – på hans egen hjemmebane, siger Thomas Rugholm, der er næstformand hos Det Konservative Folkeparti i Frederikshavn Kommune. 

Folketingsvalget skal afholdes senest 1. november 2026.

Ultaløbere stifter ny forening

 Ultaløbere stifter ny forening

Stine Rex er sammen med to andre ultraløbere gået sammen om at danne en ny forening, der har til formål at samle ind til velgørenhed og andre gode formål. 

Foreningen får navnet Ultra4Charity.

Og allerede til sommer får SMILfonden glæde af løberne, når de deltager i et seksdagesløb til gavn for børn med alvorlige og kroniske sygdomme.

I pressemeddelelsen skrives der, at foreningen ønsker at inspirere andre til at gøre det samme, være med til at udvikle sporten og sætte fokus på velgørenhedsprojekter.

De tre løbere har erfaring med indsamlingsprojekter og har en målsætning om at opnå 250 medlemmer det første år. 

Skole i opråb ud, efter elever delte voldelig video

 Skole i opråb ud, efter elever delte voldelig video

- Man bør tage en snak med sine børn om, hvorfor man skal slette videoerne og ikke være med til at dele dem videre, siger skoleleder på Nr. Uttrup Skole i Nørresundby, Henrik Jungersen. 

Han refererer til en 'uheldig episode', som han kalder det. 

En voldsepisode udspillede sig nemlig mellem nogle af eleverne, og optrinnet blev filmet undervejs. Siden hen blev billeder og videoer delt mellem eleverne.

Skolen skrev derfor en besked ud på Aula til forældrene torsdag i sidste uge, hvor de opfordrede til, at man snakkede med sine børn og holdt øje med deres brug af de sociale medier. 

Efterfølgende skrev skolen i samarbejde med SSP en besked ud til forældre på alle skoler i Aalborg Kommune med børn i 6. klasse og op efter.

Læs mere her


Frygtede for PFAS i nordjyske børnehaver: Nu er der kommet svar

Siden efteråret 2023 har Region Nordjylland gennemført undersøgelser af tre børneinstitutioner i det nordjyske for mulig forurening med PFAS-stoffer. 

Nu er der kommet svar på prøverne, og der er godt nyt til forældre, ansatte og børn. 

Konklusionen er nemlig, at der ikke findes PFAS over grænseværdierne i nogen af institutionerne. 

- Det er glædeligt, at der ikke er grund til bekymring om PFAS-forurening i nogen af børneinstitutionerne. Det var det resultat, vi forventede, men vi gennemførte undersøgelserne for at være på den helt sikre side. Resultatet betyder, at børnene trygt kan fortsætte deres udendørs leg i hverdagen, siger Lauge Larsen (S), formand for Regionsrådets Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling.

Det drejer sig om Børnehuset på Egholm Færgevej og Børnehaven Fyrkildevej, der begge ligger i Aalborg Kommune, samt M.C. Holms Børnehus i Nykøbing Mors i Morsø Kommune.

Der blev taget mere end 60 jordprøver ved de tre undersøgelser, og hver jordprøve er analyseret for 22 forskellige PFAS-stoffer. 

Regionen har orienteret både institutionerne og kommunerne om resultaterne.

Politi melder klar til karneval

En af årets helt store begivenheder i Aalborg løber snart af stablen.

Og nu melder Nordjyllands Politi klar til årets Karneval. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Politiet kommer til at være tilstede under karnevalsugen, både uniformeret og som civilpoliti, og særligt lørdag 25. maj, hvor den store parade finder sted, vil der være mange betjente i bybilledet.

En del af forberedelserne er at etablere midlertidig videoovervågning af Kildeparken, Vesterbro og nogle af indfaldsvejene til optoget.

- Videoovervågningen er et af de operative virkemidler, vi kan anvende, da det både er med til at forebygge lovovertrædelser, og ved eventuelle forbrydelser har vi endnu bedre efterforskningsmuligheder, fortæller vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi, Kenneth Ginnerup, der har ansvaret for politiets indsats under Aalborg Karneval.

Der vil også være droner i luften under paraden, og politiet opfordrer folk til at sætte sig ind i reglerne for droneflyvning, da karnevalet finder sted i lufthavnens sikkerhedszone.

F35-fly lander i storcenter

Aalborg Storcenter og Flyvestation Aalborg er gået sammen om et særligt event. 

Det betyder, at der nu står et F16-fly parkeret på centertorvet inde midt i storcenteret, mens det splinternye F35-kampfly er parkeret foran indgangen.  

- Det giver jo vores kunder en kæmpe oplevelse. Vi håber, det giver stor opmærksomhed, siger Niels Adolfsen, centermanager i Aalborg Storcenter.

De to fly er ankommet med ladvogne fra Flyvestation Aalborg. Og proceduren med at få de to kampfly ind i et storcenter er ikke helt ligetil. 

F16-flyet er blevet skilt ad i flere dele for at komme igennem indgangen, mens F-35-flyet var for stort til at komme igennem, og derfor måtte blive stående ude foran.

Og det er ikke helt uden grund, Flyvestation Aalborg går med til at udstille de to store fly.

- Opmærksomheden gør, at vi kan sætte fokus på vores mange uddannelser, folk kan optages på, siger Morten Valentin, der er presseofficer i Flyvestation Aalborg. 

Nu er der igen ændringer: Flere perioder med togbusser

I de kommende 19 uger vil der være ændringer for dig, som skal køre mellem Aalborg Lufthavn, Aalborg Station og Aarhus. 

Grunden er, at Banedanmark fornyer og opgraderer sporene Langå og Aalborg St., da banerne skal elektrificeres og gøres klar til de nye digitale signalsystem. 

Det betyder, at togpendlere kommer til at have flere perioder i togbusser frem for toge, når de skal mellem de to jyske storbyer.

Men den største ændring vil være, at der fra 26. maj til og med 6. oktober ikke kører tog mellem Aalborg og Aalborg Lufthavn. Her skal man i stedet benytte NT's bybusser.

Mellem Aalborg og Aarhus vil der tilmed være flere perioder med togbusser fremfor toge, mens der også vil være flere perioder med ændrede afgange.

Det kan du se i faktaboksen herunder:

Her skal du være opmærksom

Fra 21.-23. juni vil der være en weekend med togbusser med Aalborg og Aarhus.

Fra 24. juni til 26. juli vil der være en periode med småændringer på afgange med togene, mens der også vil køre enkelte togbusser mellem stationerne om morgenen og om aftenen.

Fra 26. juli til og med 15. august vil der være 19 dage med togbusser mellem Aalborg og Aarhus.

Fra 16. august til og med 6. oktober vil der være 7 uger med togbusser mellem Aalborg og Hobro.

I hele perioden fra 26. maj til og med 6. oktober vil der ikke være toge mellem Aalborg St. til Aalborg Lufthavn. Her henvises man i stedet til NT's bybusser.

Beredskab har kæmpet med overtændt hus hele natten

 Beredskab har kæmpet med overtændt hus hele natten

Nordjyllands Beredskab har hele natten kæmpet med et overtændt hus på snedstedvej i Snedsted. Huset er brændt næsten ned, og det er nu kun ydervæggene, der er tilbage.

Da indsatsleder Kristoffer Holm først ankom til adressen, var der flammer og røg ud af vinduerne i huset.

- Der var godt gang i den, så vi kunne ikke komme ind. Derfor blev det en begrænsning af branden, så den ikke ville sprede sig til det sammenbygget værksted, fortæller han, mens han oplyser, at man lykkedes med at redde værkstedet.

Læs mere her.   

Tyve brød ind i fodboldskur - tog flugten på havetraktor

Fodboldklubben FFI Fodbold i Frederikshavn har været udsat for et mærkværdigt tyveri. 

Søndag har der nemlig været indbrud i deres skur, hvor låsen blev skåret over med en vinkelsliber. 

De tyvene kom ind i skuret, stjal de en trailer, som de fragtede væk på en havetraktor, de også stjal inde fra skuret. 

''Det er rigtig træls - så græsset omkring klubhuset bliver ikke slået lige pt. Der er spor på bane 2, så de er kørt tværs over banen og op bage ved Heile Møbler'', skriver FFI Fodbold på sin Facebook-side. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Her fortæller fodboldklubben også, at de selvfølgelig har meldt indbruddet til Nordjyllands Politi.

Tyveriet på Fodboldvej i Frederikshavn fremgår også af politiets døgnrapport. 

Torv lukkes i knap to måneder for bilister

Handels- og erhvervforeningen har arbejdet på en større omdannelse af Sæby Torv med en nyopført scene samt bænke og beplanting. Nu er der godt nyt for arbejdsgruppen. 

Sæby Torv bliver nemlig uden biltrafik i hele juli og næsten hele august. Det skriver Kanal Frederikshavn. 

Det er Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, som har godkendt ønsket om at fjerne biltrafikken i en del uger. 

Og det bliver fra uge 27 til 34, at sæbynitterne og turister frit kan færdes på Sæby Torv, uden at skulle bekymre sig om bilister. 

Torvet bliver spærret i de samme uger, som der er sommergade på Algade i byen.

Lukningen kræver dog en fysisk afspærring af biltrafikken på Grønnegade, som i stedet ledes mod Laurtis Christenses Vej, hvor der er en kommunal parkeringsplads.